februar 2017

Standard

Jeg kunne ikke modstå fristelsen til at ændre månedens billede igen. Denne gang er det et foto af erantis i det forhenværende gule bed. Det er bare så smukt at sidde og kigge på . Planterne skal flyttes til det ny gule bed, når jeg får tid.

28. februar
De første krokus er kommet frem. Det er de lyselilla krokus, der stammer fra de gamle kolonihaver , der en gang var på min datter og svigersøns grund. Jeg har sat dem flere steder i haven, og de kom først i græsset, hvor jeg har sat påskeliljer.

forste-krokus

Måske fordi de får lov at stå i fred og ro efter blomstringen, mens påskeliljerne visner ned. Der  bliver ikke slået græs på det sted før midsommer. Måske fordi de står i sol meget af dagen.
Jeg nyder dem i hvert fald. Og når jeg ser dem tænker jeg på de mennesker, der satte dem i deres kolonihaver og glædede sig over dem for måske 40 år siden. Og på hvor sejt det er, at de har overlevet forfald, vildnis og byggegrund.

26. februar
Jeg har købt en ny bog om træer. Og jeg er kun lige kommet i gang med at læse den. Den understøtter alt det jeg har på fornemmelsen om træer. Kæmperne i haven.

bog-om-traeer

Når jeg læser i den kommer jeg i tanker om Tor Nørretranders bog “Vild verden”, hvor han skriver om den del af træernes liv, der foregår under jordoverfladen.
I Peter Wohllebens bog beskrives, at træerne gennem rødderne sender næring til træer af samme art og understøtter hinandens vækst. Ligeledes, at træer af samme art giver plads til at trækronerne ikke forhindrer hinandens vækst. Det er kun andre arter, de vokser hen over og skygger for.
Jeg glæder mig til at læse videre. Det får jeg tid til, når jeg har pause mellem havearbejde og madlavning.

24. februar
I går var vi til rejsegilde i vor datter og svigersøns store have. I regnvejr.

rejsegilde-i-regnvejr

I kan se, at der allerede er lagt undertag på i form af kraftig masonit, mens tegltag og ydermure ikke er påbegyndt endnu.
Det betyder, at der allerede kan arbejdes inde i tørvejr. Som herunder stuen, hvor man er begyndt at lægge isolering af  loftet. 

stuen

Indervæggene er letbeton og var det første, der blev rejst.
Der skal også lige være et foto af bryggerset.

bryggers

Det er efter min mening et af de vigtigste rum. Stort og lyst med dør ud til haven. Døråbningen , der er spærret af fører til en kolonialkælder – et fadebur.
Til et rejsegilde hører også -naturligvis – servering af pølser.

polsevogn

22. februar
Efter et par dage i det jydske er jeg vendt hjem til haven igen. I dag har jeg arbejdet på østsiden, for det blæser fra vest. Jeg fik slet ikke lavet noget af betydning på østsiden  sidste år, så det var dejligt at komme i gang der.

ostbed

Det er den få meter brede strimmel ud mod grusvejen, der skal ryddes op i. Der er masser af vintergækker  lige nu. Og masser af påskeliljer på vej. I baggrunden ses vinterstanderne af de gederams og brændenælder, der skal ryddes væk. Jeg håber, at jeg når hele strimlen i år.

16. februar
Barnebarnet kom i går. Og jeg skal love for, at han fik sat fut i de gamle. Vi var ude alle tre. barnebarnet kløvede brænde og begyndte på en brændestak, der også skal fungere som væg.

den-forste-stak

Manden fik saven i gang.

saven-i-gang

Og bedste her fortsatte med at sætte pil i riovæggen, hvor hun slap sidste år.


fletBagefter vankede der kaffe og småkager, der egentlig skulle hedde storkager. Det er nemlig cookies. jeg bager dem, fordi de smager godt og fordi jeg så kan sige, at jeg nøjes med en småkage om dagen. Sådan en kage er jo et helt måltid. Og jeg bagte i går, så barnebarnet kunne få en pose småkager med sig hjem.

15. februar
Dejligt med solskinsdage og smukke solskinsmorgener.

februarmorgen

Når det er sådan vejr kan jeg nyde at gå derude og kigge på vintergækker og erantis og juleroser.  Og rive lidt blade væk  – og klippe lidt pil  – og flette lidt pil ind i rionet.  Og glæde mig til det bliver lidt lunere.

13. februar
Så nåede vi et lille nøk videre. Barnebarnet kom og trængte til at få rørt sig. Det betyder, at brændet fra de små træer, vi lagde ned , er bragt til gårdspladsen og er klar til at blive kløvet.
Kvaset og de store grene er sorteret, og der er ryddet op i forårsbedet.

det-forste-braende

Og solen skinnede bare så dejligt, så det var ren nydelse.

10. februar
Jeg gik en tur ud for at finde spor i sneen, så jeg kan få indtryk af den færdsel, der foregår, når jeg ikke lige er i nærheden. Sidste år var der rigtig mange spor. I år er der ikke mange.
Nogle få fugle.

fuglespor

Vores egen lille grå kat.

kattespor

Og så var der spor, der kom ind fra marken og ligner harespor. Jeg gik om til kålbedet for at se, om de har været der. Det har de endnu ikke.

harespor

Der var ikke rådyrspor eller lignende. Der er åbenbart ikke så mange, der render rundt derude.

8. februar
Så kom der lidt vinter.Det føles lidt koldt. Så jeg bliver inde.

lidt-vinter

Men manden er ude. Der saves og ordnes træ. Foreløbig er der væltet 4 småtræer. Så der kommer mere lys – og vind – i haven.

nedlagt

7. februar
I disse dage er det lidt for koldt for mig at være i haven. I stedet hygger jeg mig inde med at ordne frø og forberede såning. Jeg har opdaget, at jeg er “gået i gult”. Det må være påskeliljerne.

gul-moode

4. februar
Det blæser fra øst, og der er totalt læ mod vest. Så det er en fornøjelse at gå derude og rode. Jeg er gået i gang med oprydningen vest for pilelysthuset. Jeg nåede overhovedet ikke at gøre noget  det sted sidste år. Så jeg frydede mig over at få ryddet lidt op og klippet roser væk og få tyndet ud i buskene.
Og så var jeg så heldig, at mit store barnebarn kom og begyndte at rense grøften.

oprydning

Når han kommer, er der fart på. Og vi fik taget et godt “tav” før frokost.

2. februar
Erantis er endelig dukket frem.  De er så modige og stabile – de små gule blomster. Jeg går rundt og hilser dem velkommen hver gang, jeg er ude.

den-forste-erantis

Jeg har endnu ikke plukket dem ind. Derimod anskaffer jeg mig løbende de sovende påskeliljer. Vi er nogle stykker, der ringer rundt hvert år og fortæller hinanden, at nu er påskeliljerne her. Og så farer vi ud og køber dem. De står i en af mine yndlingsvaser.

sovende-paskeliljer

Det er en smuk gammel krukke, som jeg var så uvidende at plante direkte i – nogle år. Det kunne den ikke tåle. Så jeg fandt et henkogningsglas, som jeg nu bruger som indsats. Det fungerer udmærket, og jeg kan stadig have glæde af krukken.

One thought on “februar 2017

Leave a comment