Om at så

Page

En yndlingsbog

Min svigersøn forærede mig en lille bog, han havde fundet i et antikvariat. Den bog havde været hans morfars yndlingsbog. Det er en bog fra 1929. ”Et år med min have” af Karel Capec. Jeg har allerede nydt at læse den flere gange.

Det er en kærlig karikatur af et havemenneske som mig, og der er en masse overvejelser og iagttagelser af ”planternes groende væsen.”

Han har et afsnit om frøene, hvor han funderer over forskellige , ofte modsatrettede råd om tilberedelse af såjord, om selve frøene og såningen. Han beskriver ventetiden indtil ”jorden pludselig skydes til side i et hemmelighedsfuldt og ukontrolleret øjeblik (for der er aldrig nogen, der nogensinde har set det eller oplevet det) og den første spire viser sig. ” Og han undrer sig over sine iagttagelser af, at næsten alle planter vokser opad under frøet, idet de løfter det lille frø på hovedet som en hue. Han siger: ”Forestil Dem et barn vokse op mens det samtidig bar sin moder på hovedet. Det er simpelthen et naturunder.”

spierer a

Her er mine okraspirer med frøhat på.

Det er opmuntrende at læse hans finurlige måde at beskrive de oplevelser, jeg selv har haft omkring såning.

Engelske frø

I en del år var jeg medlem af det engelske haveselskab og modtog hvert år 20 poser frø efter eget valg ud fra en liste over de slags frø, som frivillige havde høstet i det engelske haveselskabs haver.

Et år eksperimenterede jeg med træer og buske – et andet med alpinplanter. Nogle havde jeg held med. Andre klarede sig kun nogle få år. Jeg husker blandt andre nogle escaloniabuske med de fineste blanke blade. Dem kom jeg til at vande en vinter, og det skulle jeg ikke have gjort. Så gik de ud.

Jeg undersøgte i den medfølgende vejledning, hvilken spiringstemperatur, de havde brug for og satte dem forskellige steder i huset, alt deres behov.

Jeg førte hvert år og fører stadig en så-dagbog , hvor jeg skriver dato for såning, prikling og udplantning.

Når jeg ser tilbage kan jeg se, at spiringsprocenten har været ok de fleste år. Det har været lidt ringere de år, hvor jeg har sået frø, der skulle bruge halve eller hele år for at spire. Jeg har simpelthen glemt dem, smidt dem ud ved en fejltagelse under oprydning eller ladet dem stå og drukne.

Senere gik jeg over til frøkatalogerne, hvor jeg var på udkig efter usædvanlige planter. Gerne gamle glemte planter.

Frønørderne

De senere år har jeg deltaget i en frønørdegruppe , hvor vi i Haveselskabet Vestsjællands regi samles i januar og udveksler frø med hinanden. Vi har jo alle sammen kun ”almindelige” frø, som vi har høstet i egne haver. Alligevel går de fleste af os derfra med 10 – 12 slags ”interessante” frø , som vi lige manglede eller fik lyst til. I løbet af foråret mødes vi så i en have og udveksler småplanter . Det er ubeskrivelig hyggeligt at opleve hinandens haver, komme af med et overskud af småplanter og få andre planter samt gode råd og ideer med hjem.

Giver små planter de største blomster

For mange år siden læste eller hørte jeg, at de små frø og de små planter satte flere blomster end de frodige planter. Det kunne være sjovt at undersøge, om det passer.

Såkalenderen

En del år har jeg fulgt Marie Thuns såkalender. Ikke hvert år, for det har en gang imellem været lidt besværligt at få fat i den. Marie Thun har i omkring 60 år udført forsøg med, hvornår det er bedst at så de forskellige frø. Hun fandt ud af, at de kosmiske rytmer, der opstår ved himmellegemernes gang i verdensrummet , havde betydning for planternes vækst. Resultatet af forsøgene danner grundlag for anbefalingerne i den årlige udgave af såkalenderen. I kalenderen angiver hun hvilke tidspunkter, det er godt at så henholdsvis rodfrugter, bladgrønsager, blomster og frugt.

Jeg må erkende, at jeg forstår ikke helt det tekniske i teorierne. Men jeg bruger med glæde såkalenderen, for den hjælper mig til at få struktureret såarbejdet og få ro på foråret. Når kalenderen angiver, at et tidspunkt er godt for såning af blomsterfrø, sår jeg de blomsterfrø, som jeg kan nå at så, og så venter jeg i ro og mag og uden stress den uges tid, der går, før det er gunstigt at så blomster igen.

Og når såkalenderen angiver, at nu er det tid til at prikle og plante, så prikler og planter jeg. Og holder pause i de 2 – 3 uger, der ikke skal prikles og plantes.

Så strukturen og roen er det væsentligste for mig. Men jeg har nu altså også en ide om, at spireprocenten er størst de år, hvor jeg følger såkalenderen.

Hvad gør jeg så

De første år, jeg førte sådagbog såede jeg omkring 75 portioner frø. Nu er det nået op på 120 portioner frø. Og det endskønt jeg hvert år siger til mig selv, at i år skal jeg dæmpe mig lidt.

Principielt handler det om at så frø af flerårige planter – bortset fra grønsager og dild og sådan noget. Men der er jo etårige planter, der ikke kan undværes såsom appelsintagetes, solsikke og timeblomster.

Efterhånden er min måde at så på blevet mere og mere enkel. Jeg bruger almindelig købesåjord. Og hvis det slipper op, så bruger jeg almindelig plantesækjord indtil jeg får fat på ny såjord. I nogle få tilfælde eksempelvis ved såning af vibeæg tilsætter jeg lidt kalk.

En gang blandede jeg selv jorden, men det blev for besværligt og der kom så meget ukrudt op i såbakkerne.

Jeg fylder såjord i 10 – 12 små såbakker, hvor vandet kan løbe fra og sætter dem i en bradepande med vand, så de kan suge vand til sig. Når jeg synes, at nu har de stået længe nok flytter jeg dem over på et lag aviser, så overflødigt vand kan løbe fra. Så sår jeg frøene og sætter mærkesedlerne i. Hver lille såbakke sættes i en klar plastpose og placeres på et passende sted efter frøenes behov for temperatur. På loftet, i vindueskarmen, på gulvvarmen, udenfor eller i køleskab. Og så gør jeg de næste 10 -12 bakker klar. Til store frø laver jeg små potter af avispapir, der kan plantes direkte i jorden, når planterne er store nok. Det kan være græskar, bønner, ærter eller rødbeder.

Jeg forkultiverer praktisk talt alt det, der ikke har mulighed for at så sig selv.

Og så er det jo bare at vente til miraklet er sket og den lille plante står med frøet på hovedet som en hue.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s